Trekantområdets Festuge
Presse Login Translate  

Samarbejdsprojekt i Berlin og Trekantområdet

Kunstnere og designere søges til samarbejdsprojekt i Berlin og Trekantområdet i sommeren 2020 – honorar 20.000 kr.

I anledning af Genforeningen 2020 inviterer vi kunstnere eller designere med tilknytning til Trekantområdet til at tage del i et kunstprojekt, der handler om at genfortælle skulpturer i byrummet. Kunstprojektet sker i samarbejde med den tyske kunstnergruppe RiXxperiment, der har skabt byrumskunst flere steder i Europa.

 

Trekantområdets Festuge og den tyske kunstfestival 48Stunden Neukölln i Berlin vil samle danske og tyske kunstnere, og bede dem om i fællesskab at genfortælle skulpturer i Trekantområdets syv kommuner. Projektet skal invitere borgerne til dialog om dansk og tysk kultur ved at sætte spot på skulpturer i det offentlige rum og dermed skabe debat. Hvad kendetegner vores kulturer, hvad har vi til fælles, og hvordan kan vi inspirere hinanden på tværs af grænsen? Der arbejdes med én skulptur i hver af de syv kommuner: Vejle, Kolding, Fredericia, Middelfart, Billund, Vejen og Haderslev. 

 

Projektperiode

Projektet består af to ugers workshop og udstilling under kunstfestivalen 48Stunden Neukölln (periode: 8.-21. juni) samt to ugers opbygning og udstilling under Trekantområdets Festuge (periode: 17.- 30. august). De danske og tyske kunstnere skal i Danmark arbejde med festugens tema for 2020: ”På den anden side”.

 

Økonomi

Der gives et honorar på 20.000 dkk pr. person for medvirken i projektet. Derudover dækkes udgifter til materialer af festugen efter nærmere aftale. Transportomkostninger dækkes af festugen og 48Stunden Neukölln. Der stilles en bolig til rådighed under de to ugers ophold i Berlin. Deltagerne dækker selv øvrige leveomkostninger i projektperioden.

 

Krav til ansøgning

Vi har op til tre ledige pladser til kunstnere eller designere, der har mod på at udfordre sig selv i et kunstnerisk samarbejde med andre kunstnere – og som samtidig ønsker at udvide deres netværk i Europa.

 

Du skal være bosat eller studere i en af Trekantområdets syv kommuner. Der kan eventuelt dispenseres fra dette krav, hvis der kan dokumenteres en anden tilknytning til området. Kontakt sekretariatet hvis du er i tvivl om, hvorvidt du kan søge.

 

I din ansøgning skal du skrive lidt om dig selv, og om hvad du er optaget af i forhold til kunst og/eller design. Du skal indsende dit CV og eksempler på det du arbejder med, eller projekter du tidligere har dektaget i. Du er derudover velkommen til at sende links til dine relevante Instagram, Facebook eller websider. Din ansøgning skal være på engelsk. Send din ansøgning til andir@trekantomraadet.dk.

 

Vi vil gerne have din ansøgning senest d. 7. april 2020. Vi udvælger deltagere løbende undervejs – så vent ikke for længe med at søge.

 

Projektet er en del af det dansk-tyske kulturelle venskabsår 2020. Med afsæt i de dybe historiske bånd mellem Danmark og Tyskland skal det kulturelle venskabsår i 2020 videreudvikle og intensivere det gode samarbejde mellem vores to lande og sætte et internationalt eksempel for fredelig og fremadskuende sameksistens i det 21. århundrede. Projektet dermed støttet af Goethe-Instituttet.

 

 

Facebook updates
Til top
luk og vis ikke igen Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere