Arrangementet er overstået
Sagt om Sys Bjerre: Hun er god til at se verden på hovedet. Hun har stadigvæk sin barnetro og tror på ting, andre voksne har afskrevet. Hun er lidt som Peter Pan, der tror, man godt kan flyve, hvis man har lyst til det.
Sys Bjerre vidste ikke, hvad hun ville være, da hendes venner en efter en begyndte på universitetet. Hun blev ved med at rejse til Nepal, hvor hun udførte frivilligt arbejde. Alligevel sendte hun en dag en ansøgning til jurastudiet. Det var et håb om at blive voksen og et romantiseret billede af noget med retfærdighed, der fik hende til at søge. Nogle måneder senere, hvor hun igen var i Nepal, modtog hun et brev, hvor der stod, at hun var optaget på jura. Hun mindes, at hun tænkte: »Ej, nej, nej, det mener I ikke.«
Hun begyndte aldrig. Da hun kom hjem, besluttede hun sig for, at hun ville lave musik. Og så gik tingene hurtigt. Hun sang duet med sangeren Thomas Buttenschøn i 2007, og lydmanden til koncerten optog deres sange. Da Sys Bjerre først havde lagt sangene op på nettet, stod pladeselskaberne i kø for at udgive hendes første album.
Sys Bjerre bliver vred hver dag. Men hun bliver hurtigt glad igen. Selvom hun virker rolig og stilfærdig, ligger vreden lige under overfladen. Hun siger, at hun har et heftigt temperament og bliver rasende flere gange om dagen. Og så går det hurtigt over igen.
Det kan gøre hende rasende, hvis hendes kæreste sætter en tøjvask over og så går ud ad døren, så hun skal hænge den op, selvom hun har vildt travlt. Men selvom hun let bliver sur og raseriet ofte tager ved hende, er hun generelt ikke sur. Hun er faktisk mest glad og grundlykkelig, og raseriet forsvinder lige så hurtigt, som det er kommet.