Du har nu mulighed for at opleve den karismatiske duo Mads Mathias og Mathias Heise med jazzguitarist Pelle von Bülow og bassist Andreas Møllerhøj i den hyggelige Karetmagergården.
Entré: 120 kr.
Du kan reservere plads ved at overføre beløbet på Mobile Pay 40 86 51 57 med oplysning om antal i beskedfeltet.
Da vi kun har siddepladser til ca. 50 personer, er du velkommen til selv at medbringe en stol, hvis du vil være helt sikker på at sidde ned under koncerten.
Der vil være mulighed for at købe en forfriskning.
Det er efterhånden sket en del gange, at Mathias Heise og Mads Mathias er blevet forvekslet med hinanden. Men selvom de begge er unge jazzmusikere, der færdes i de samme kredse, selvom de nogenlunde er på samme højde og begge er et par flotte fyre, så er der også væsentlige forskelle. Mads Mathias er sanger, sangskriver og saxofonist, mens Mathias Heise er mundharpist, komponist og pianist. Én ting har de dog til fælles: nemlig kærligheden til jazzen og dens favnende åbne vidder.
De nærer stor respekt for hinanden som mennesker og som musikere og oplever en voksende opmærksomhed omkring hvad de tilføjer jazzscenen. De er to af Danmarks nye jazzprofiler og derfor har de nu besluttet at stå side om side på samme scene, så omverdenen ved øjesyn og ørenlyd kan vurdere forskelle og ligheder. Det fælles projekt har fået navnet: Mads Mathias Heise.
Koncerten er kommet i stand med støtte af Trekantens Festuge i Middelfart og Jazz i Trekanten.
Vi glæder os til at byde velkommen til jazzkoncert for sjette gang. Vel mødt på vegne af beboere i Karetmagergården.
Line up:
Mads Mathias: vocal, sax
Mathias Heise: mundharpe
Pelle von Bülow: guitar
Andreas Møllerhøj: kontrabas