Trekantområdets Festuge
Presse Login Translate  

Trekantområdets Festuge 2020 – på den anden side

21/4/2020

En nytænkning af Trekantområdets Festuge skal samle os igen og bakke op om det lokale kulturliv. Konceptet er en fælles fejring af kulturlivet på den anden side af corona-krisen. Perioden 1. september til 30. november byder derfor på en perlerække af kulturoplevelser, der vil samle og styrke fællesskabet – på den anden side.

 

Nye tider kræver nye tanker – det gælder også for kulturområdet. Trekantområdets Festuge skulle efter planen løbe af stablen over ti solrige sensommerdage, 21.–30. august 2020. Her skulle op mod 600 enkeltstående kulturevents sprede glæde og begejstring hos Trekantområdets borgere og opland. Men grundet følgerne af Coronakrisen, er det ikke muligt at afholde Trekantområdets Festuge på samme måde som tidligere år.

 

Jesper Elkjær, formand for Kulturregion Trekantområdet, udtaler: ”I festugen har vi de sidste syv år samlet kræfterne og vist, hvad Trekantområdets kulturliv har at byde på. I år kan vi desværre ikke samles i uge 35, som vi plejer – men vi kan stadig fejre det lokale kulturliv og støtte op om lokale kunstnere og kulturaktører. Det vil vi gøre hele efteråret, hvor vi er klar med en perlerække af kulturoplevelser, der hylder fællesskabet og livsmodet.”

 

Temaet 2020: ”På den anden side”

Årets tema ”På den anden side” er pludselig særligt aktuelt og skaber helt nye associationer. Det var oprindeligt tænkt som en udfordring til de besøgende: at prøve at anskue verden fra nye perspektiver, men lige her er Corona kommet os i forkøbet, og har vendt op og ned på vores syn på verden. Den udvikling skal nu bruges som afsæt for en strøm af kulturelle oplevelser, der skal samle os igen - på den anden side. Forhåbningen er nemlig, at mange af festugens arrangementer bliver til folkelige begivenheder, som vi kan se frem til, på den anden side af samfundets nedlukning.

 

Trekantområdets Festuge 2020 bliver spredt ud over en længere periode end hidtil, og der vil være et reduceret antal arrangementer. Men der er garanti for dejlige oplevelser rundt omkring i kommunerne.

 

”Vi gentænker mange af de allerede planlagte arrangementer, mens andre puttes i skuffen, og vækkes til live næste år. Lige nu arbejdes der på højtryk for, at få stablet de fantastiske arrangementer på benene i en ny udgave. Det er festugens idérige og kreative ildsjæle, som er vores fundament, og vi er super stolte af, at alle er med på, at få festugen til at leve videre på en ny måde.” udtaler Pernille Holmskov, der er tovholder for Trekantområdets Festuge.

 

De kommende måneder arbejdes der målrettet med udviklingen af arrangementer og forskellige scenarier for afvikling. Der kommer løbende opdateringer på Facebook og www.trekantfest.dk.

Facebook error #2
Til top